To BE

"Passepartout Theatre Productions udviser en vidunderlig æstetisk beskedenhed. Ikke noget med avanceret udstyr hos dette internationale dukketeater. Næh, når Jacques S. Matthiessen bare får lov til at lave teater sammen med en badesvamp og en tandbørste, så sker der mirakler."

- Anne Middelboe Christensen, Teateravisen

 

Efter en dejlig og succesfuld start for To BE i foråret - på festival La Ruche i Burkina Faso, på Aprilfestivalen og i Nuuk - har vi åbnet op for sæson 2017-2018!

I august spillede vi hos Røde Kors, på modtagelsescentret i Gribskov, hvor vi også arbejdede med børn og unge i en workshop - om menneskerettighederne.

I september spiller vi på Horsensfestivalen!

 

Trailer: https://vimeo.com/232255675

 

 

To BE er en fortælling om din, min og alles ret til et værdigt liv - en fantasifuld rejse i de menneskelige rettigheder.

Forestillingen er skabt i et nonverbalt, legende og fabulerende objektteaterunivers, med blik og respekt for det alvorlige tema og den barske virkelighed.

Fortælleren arbejder ved sit bord, hvor han med sine hænder skaber et menneske og lader os følge hendes personlige historie og liv i glæde og i sorg.

På vejen møder vi et mangfoldigt persongalleri af ømme, grådige, jaloux, vrede og glade figurer, som folder sig ud og får liv i samspil med musik, projektioner og billeder i bevægelse.

Af og med Jacques Seferian Matthiessen

Musik af Ole Højer Hansen

Konsulenter: Christian Q Clausen, Lene Hummelshøj, Line Krogh, Pernille Plantener Holst, Kristian Knudsen, Peter Holst, Daniel Seferian Spies, Cathrine Poher

Forestillingen henvender sig til børn 6 - 12 år og deres voksne.

To BE kan ses og forstås på såvel biblioteket eller skolen i Skævinge som på en åben plads under åben aftenhimmel i Kampala.

Forestillingen er en fortsættelse af et flerårigt samarbejde med GLOBAL CSR v/Advokat Sune Skadegaard Thorsen.

Produktionen er støttet af Statens Kunstfond. Tusind, tusind tak!

 

 

 

I forbindelse med forestillingen To BE tilbyder vi kreative workshops med udgangspunkt i emnet Menneskerettighederne.

Med gavmild støtte fra Sportgoodsfonden er vi ved at udvikle materiale og forløb, som vi håber vil komme til at gavne og glæde mange!

STORT TAK TIL SPORTGOODSFONDEN!